Linda Christensen af pressefotograf Henrik Bjerg
Som identitetsløs, jeg-svag, forstyrret og forvirret kan man hurtigt komme til at leve op til DET mærkat man bliver påklistret og kender man samtidig ikke sine grænser for sig selv og kan afgrænse det overfor omverdenen, så er det da ekstra svært at vide HVEM MAN ER!
Dette problem har Linda og lider Linda under....
- hvorfor det er meget vigtigt for Linda at forsøge at fastholde sig en vis portion selvstændighed og finde ud af med sig selv HVAD hun VIL og KAN!
For hun ER meget andet end en psykisk syg
- en borderliner
(hmm - jeg BRYDER mig altså ikke om det ord - jeg ER ikke borderliner
- om noget så HAR jeg eller HAR JEG HAFT borderline!)
- eller en skrøbelig førtidspensionist ... der ikke magter noget her i livet......
(Det er i al fald kun periodevis det føles sådan ... he he)
En behandler har i min journal fra en af mine indlæggelser skrevet at efter vedkommende havde fået et indblik i min indre verden v.h.a. mine digte, så var det pludseligt et helt andet Mona Lisa smil han så..
Læs mere under:
Terapeutisk POESI 1 , Terapeutisk POESI 2, Terapeutisk POESI 3
"Mona Linda's smile"
......ja og hvem er jeg så??
Ja det er et svært spørgsmål som er lidt svævende, for det afhænger i høj grad af hvem jeg omgiver mig med, men jeg er laaaangsomt ved at finde frem til og være i stand til at holde fast i mig selv....
(I al fald lige indtil jeg overmanes af kæmpe store ambivalente følelser
- der trækker mig i vidt forskellige retninger!)
(- eller tvivlen indeni mig - på mig selv og alt hvad jeg tror på - får overtaget.. )
(mig i mine unge dage til foto i ungdomsskolen - fotos fremkaldt "the oldfashion way.")
De faktuelle data siger at jeg er født i 1974 og er af hunkøn, så vidt så godt - desuden er jeg nr. 3 og noget af en efternøler. Af uddannelse har jeg folkeskolen til og med 9. klasse, EFG basisår på handelsskolen, den 2 årige HF, samt et multimedieassistent forløb på en skole under handelsskolen… MEN det er jo for så vidt ikke nogen decideret uddannelse noget af det… nærmere vidt og bredt uddannelsesforløb uden mål og visioner, da jeg jo aldrig har vidst HVAD jeg vil….. Arbejdsmæssigt har jeg også været vidt omkring og som oftest i
job jeg blev sendt ud i, da jeg ikke formåede selv at vælge..
(- og har præsteret at gå direkte fra UNG (dum) I ARBEJDE og til at blive ansvarshavende og eneste ansat i en butiks dagtimer !)
(Stress og ansvar er for mig sundt i og dejligt i små doser - ikke over længere tid - tror jeg jeg har fundet ud af efterhånden...jeg ved og erkender efterhånden min skrøbelighed og hang til depressioner, men jeg vil heller ikke lade mine begrænsninger fylde i mit liv, for jeg har også rigtig mange ressourcer)
Som barn var jeg sammen med mine forældre en del af min mor – som svarede og talte for mig – overfor lærerne flittig, forsigtig, stille og sød – overfor veninderne sprælsk og impulsiv med relationer til dem alle, aldrig eller sjældent bare én, nej jeg var alles ven – overfor fyrene sexet og villig, med på den værste i øjeblikket og forsvundet det næste i mine unge dage.
Alene isolerede jeg mig i perioder, var depressiv og
selvdestruktiv, men sider jeg helst ikke viste udadtil og ting jeg ikke turde dele med nogen.
Ikke at jeg aldrig har kunnet være alene, der har jeg været atypisk og nogle perioder har jeg også nydt at være alene.
- men intet under at det var svært for andre at finde ud af mig
- For det kunne/kan jeg bestemt heller ikke altid selv.
Ja jeg har faktisk altid haft svært ved at definere HVEM JEG ER.. Ligesom mine følelser, holdninger, tanker og mål… altid har været lidt diffust… men jeg er langsomt ved at finde frem til HVEM JEG ER og hvad jeg vil med mit liv…. og her mener jeg JEG og ikke hvad folk forventer jeg skal gøre, sige eller være…
Jeg havde mistet mig selv og mine grænser for HVAD der var mig…
- dermed blev mine grænser ustandseligt overskredet, fordi de var så udviskede at jeg end ikke
selv kunne se dem, FØR de var behørigt overskredet…..og jeg nærmest derved følte at det var for sent at gøre noget ved det, da jeg jo selv havde noget af skylden for at det netop gik så langt...
Mange af mine billeder viser derfor også en ansigtsløs, flad kvinde, for at vise at det er et billede af en identitetsløs, nøgen kvinde - uden nogen form for beskyttelse eller skjold mod omverdenen - MIG i dette tilfælde... der ikke ved hvem og hvad hun er... - det er ikke fordi jeg ikke KAN eller VIL tegne ansigter og i de selvterapeutiske selvportrætter har jeg også forsøgt både vise det splittede sind, et ansigt og alle de farver/paradokser jeg indeholder, men som skaber sådan en forvirring indeni...
(hmm - så er sort/hvidt nogle gange MEGET nemmere at forholde sig til...
Mht. splitting-mekanismen har jeg dog aldrig opdelt folk i god/ond osv. der er det mere stædigheden og en alt/intet-indstilling til ting i forskellige situationer, som ikke altid har været lige hensigtsmæssigt)
I
år 2000 kom jeg for første gang i psykiatrisk behandling og blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling - for først en svær depression der viste sig ikke var sådan at få bugt med, og personligt tror jeg ikke reelt at JEG selv var meget tilstede dengang, men nærmest bare total opgivende, total død indeni og zombieagtig, jeg husker ikke meget derfra, men VED at jeg var meget syg og blev forsøgt vagt til live igen med medicin og ECT (elektrochok) behandlinger, samt havde fast vagt på, da trods de begrænsede muligheder der var på en lukket og (over)beskyttet afdeling - i faktisk at kunne begå selvmord, så var min kreativitet FOR stor, selv der og jeg var enten fast besluttet på at dø eller bange for mig selv og denne faste beslutning!
"Kernesundt SELV"
- med selvaccepten i midten og idealisering/devaluering i enderne - hvor mennesker med borderline ofte befinder sig i enten det ene eller det andet endestykke og ikke har nogen fast kerne i midten - men skal forsøge få det opbygget og lære at finde det istedet for enderne - der skal ud til ænderne....
Problemet er blot at UDEN noget fast midterstykke - og hvis man selv eller hvad man tror på hverken er det ene eller det andet - så mister man sig selv til tomheden og er ikke eksisterende - så at sige - hvis den sort/hvide verden krakelerer eller bliver grå og man kan da have behov for at blive set/hørt og/eller finde sig selv ved at mærke at man stadig eksisterer...
....
Efter denne indlæggelse først på lukket og senere udslusning fra åben afdeling, så startede jeg i socialpsykiatrien og til psykoterapi ved en psykolog i distriktspsykiatrien, som havde gevaldigt svært ved at få hul igennem, men som faktisk magtede en begyndende lille åbning og terapien hos hende og senere en anden har vist sig om end den var enormt hård at klare og krævede både blod, sved og tårer (sidstnævnte mest indvendig, da det var svært at græde) så var det den eneste vej til at finde frem til MIG - for der blev jeg hørt på med interesse FOR HVAD jeg indeholdte, selv om det var uendeligt svært at turde komme til orde og fortælle....
Men jeg tror måske nok det er meget godt at se sig tilbage på vejen frem, for ellers ved man jo ikke ligesom hvor man kommer fra, eller hvor man er på vej hen...
Senere viste den grundlæggende lidelse sig at være en personlighedsforstyrrelse, først af ukendt art og senere kom navnet:
EMOTIONEL USTABILPERSONLIGHEDSFORSTYRRELSE
af BORDERLINE type…
Wauuu - for en betegnelse - men det gode ved det er at jeg da så ikke længere er SÅ forstyrret og fucked up at der ikke findes en betegnelse.
Der ER faktisk andre, der har mange af de samme problematikker….
- og det er om end sørgeligt, men også dejligt ikke at være alene.
Der var og er dog til stadighed tvivl, da jeg ikke passer helt ind, men en personlighedsforstyrrelse vil ALLE mennesker også kunne have træk fra. Man får kun en diagnose hvis man har brug for HJÆLP til visse problematikker.
Men enden af mange års sygdomsperiode og flere indlæggelser, samt ophold på et midlertidigt bosted, blev derfor en førtidspension!
Pga varig nedsat psykisk og social stabilitet og stor sårbarhed. Jeg skal derfor fortsat passe på mig selv. Specielt stress og depressioner skal jeg passe på og være opmærksom på, samt tage i opløbet, hvis nødvendigt, da depressioner KAN være svære at behandle om man er psykisk sårbar og har haft nogle stykker.
Medicin er et helt kapitel for sig selv.. men jeg kan sige at medicinen holdt mig i live da jeg havde det sværest og indlæggelserne forhindrede mig i at forlade denne verden, men terapien er hvad der har hjulpet mest i det lange løb og jeg har i flere årrækker været næsten eller hel medicinfri - dog med PN og opmærkomhed på tilbagefald..
Og jeg har dog langt om længe fundet en mening med al galskaben og fundet ud af HVAD jeg vil!
Jeg VIL og KAN fortælle min historie, via mine digte og billeder, skulpturer, osv.
Dvs. min Selvterapeutiske Poesi og Selvterapeutisk Kunst, og anden kreativitet
for jeg VED nu og tror nu på at jeg KAN male og være kreativ, og at jeg nyyyyder det..
Det er mit faste holdepunkt i livet - selv når jeg tvivler på alt andet og hvorfor ikke bruge mine livserfaringer… så de måske kan komme til gavn for andre… samtidig med at jeg som sagt selv NYDER og får så MEGET ud af at lave det!
Kunsten, kreativiteten og galskaben deri, samt min egen galskab leger jeg med og prøver jeg at dressere, gøre tam nok til at jeg kan forholde mig til, men det kan være som en vild tiger, man nej endelig ikke må slå ihjel, men må nøjes med at identificere, jagte, trænge den op i et hjørne..
og ja jeg forsøger spænde for følelserne og fantasien, der for mig er og kan være lige så uforudsigelig nogle gange som også en vild tiger kan være.
Jeg er som tigeren.. vild, lunefuld og gal.. men forsøger mig med kunsten at skabe kontrolleret, men ikke tam galskab.. for heri lever kreativiteten..
(Er også tiger i det kinesiske horoskop)
Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen.
Søren Kierkegaard
Jeg har været aktiv i Borderlineforeningen, som bestyrrelsesmedlem, hvor jeg sammen med andre i samme situation KÆMPER for udbredelsen af forståelsen for lidelsen og andre psykiske lidelser….samt hvor vi har kunnet støtte og hjælpe hinanden i both good times and bad times. Den enes erfaringer KAN også være en andens vej at gå.
Som en del af min behandling har jeg også ”arbejdet” i en Psyk. Info. i et socialpsykiatrisk dagtilbud med fast og samme kontaktperson i over 7 år. Der har jeg sammen med i forskellig terapi og anden behandling udviklet mig meget og blevet mere sikker på og fundet frem til HVEM JEG ER og HVAD JEG INDEHOLDER.
Jeg har altid nydt og kunnet lide - og også været rimlig god til at tegne og male - men har ikke gjort noget ved det i mange år, og jeg husker hvordan en kontaktperson på en lukket afdeling nærmest slæbte mig ned til bordet, hvor folk var i gang med at lave alverdens kreative ting….
JEG GAD IKKE OG havde INGEN ANELSE om HVAD jeg skulle lave, men de fandt en bog med billeder og jeg lavede en akvarel (- som de endda fik indrammet og hængt op dernede...)- men jeg glemte helt tid og sted imens jeg var i gang - glemte helt alle selvmordstankerne for en tid - fokuserede ikke på muligheder - ja glemte endda helt at ryge- det var det første skidt i laaaang tid til den magiske flugt jeg kan forsvinde ind i MENS jeg maler
og som gør mig så godt….
At jeg samtidig også har udviklet MIN EGEN STIL og har et FORMÅL med det jeg laver er jo bare et ekstra stort plus. Derfor ønsker jeg nu også at videreudvikle de evner jeg der har og har taget psykologi og billedkunst på HF som en start - da det var 2 af mine helt store interesser som jeg nu har formået at integrere godt og grundigt sammen i min kunst.
For jeg er om noget meget videbegærlig, nysgerrig og søger konstant efter svar, undren og fakta. Jeg er derfor ikke færdig og ønsker at komme videre af den vej jeg er begyndt på…
- har på sigt et ønske og en drøm om at undervise (noget mere) i kreative ting og måske endda tage en uddannelse indenfor det, så jeg MÅSKE på sigt kan leve af og tjene mine egne penge..
Hvorvidt og hvor syg jeg er - er deffiniationssag. Jeg accepterer og foretrækker at sige at jeg måske nok er lidt anderledes skruet sammen og lidt ekstra sårbar. Har måske nok en baggage med mig, som også så mange andre har, men har fået det bearbejdet og har lært at leve med det. Jeg er ikke et offer for nogen eller noget og tager selv ansvar for mit eget velbefindende og egen lykke.. nogle gange er det sværere end andre og nogle gange kræver det lidt hjælp og det bliver jeg også bedre og bedre til at erkende og tage imod når det er.
MEN TIL STADIGHED ØNSKER JEG AT VIDREUDVIKLE MIG BÅDE MHT:
KUNSTEN; KREATIVITETEN OG I MIT PERSONLIGE LIV
- OG DET ER EN LIVSLANG BESKÆFTIGELSE
- A NEVER ENDING STORY AS LONG AS YOU LIVE!
At jeg så også er lidt af en skabsnørdine kan jeg bruge ved at udstille og bruge min selvironi og
kreative evner flittigt indenfor det sammen her på min hjemmeside, for jeg har bare så MEGET jeg gerne vil ud med, så her kan jeg fortælle min historie på min egen måde. Ligesom jeg har lavet musikvideoer, puslespil, vendespil osv. med mine billeder for at vise at
de kan bruges og fortælle en historie på MANGE kreative måder, så der er lidt for enhver smag!
Skriftligt og billedligt har jeg ALTID været bedre til at formulere mig og VÆRE mig selv
ved sådan at fortælle om mig selv.
Jeg har skrevet digte i mange år - og de hjalp mig gevaldigt ligesom billederne, her senere har gjort, med at få sat styr på ALLE de tanker jeg havde indeni, som jeg INGEN turde og havde at dele med, samt knap turde tænke, og alle de følelser hverken jeg eller de omkring mig synes at kunne rumme - men på papiret havde pennen sin egen frie vilje, der ikke var styret af nogle restriktioner.
Der kunne og kan jeg bedre holde fast i mig selv.
Og nu er det ikke længere en hemmelig side - nu kan jeg på trods af en stadig kamp med mit over-jeg vise både digte og billeder frem og fortælle min historie….
Som andre forhåbentlig få glæde, inspiration, genkendelse, provokation, foragt, ja whatever ud af….
For når bare de vækker nogle følelser i den der ser,
så er min glæde gjort!
For det er kunst for mig - mangfoldige strømninger af følelser
BÅDE/OG eller ENTEN/ELLER
for den der maler og den der kigger på.
Jeg nyder selv på en udstilling at komme hele spekteret igennem
- og gå ud derfra fyldt op ..
- og mættet af følelser....
Hvad det vækker og om jeg kan lide det eller ej er ikke spørgsmålet, i hvert fald ikke for mig
DET STORE SPØRGSMÅL,
- men derimod hvad det gør ved mig når jeg ser på det?
Hvad får det mig til at tænke, føle, erindre??
- hvor bringer det min fantasi eller tanker hen??
Kunsten er en mulighed for at svare igen, uden ord. Kunsten er en kommunikationsform, den kan være provokation, dekoration, øjenfryd, smertefyldt og forløsende. Kunst er en fuldstændig unik udtryksform, hvor enkelt udtryk er enestående.
Så en virkelig god udstilling for mig er nærmest som en rejse i min ubevidst– og bevidsthed til fjerne himmelstrøg.
Hvis jeg derimod KUN skulle se på kunst for hvad der passede hjemme i stuen .. over sofaen eller hvad ved jeg, så ville mulighederne være mere indskrænkede og jeg ville gå efter farver, størrelse osv. - det er ikke nødvendigvis KUN målet med kunst for mig- kunst er en udtryksform og hvert billede har sit at sige...
Dog må jeg erkende at mine meget selvterapeutiske billeder magter jeg endnu ikke at skille mig af med, jeg kan godt udstille osv. men at sælge dem er endnu for svært, nogle af dem er som et overgangsobjekt for mig med mine følelser og tanker, som jeg endnu ikke helt er parat til at slippe…
Penge betyder IKKE alt!
"At miste et pengeskab vil adstedkomme et stort ståhej,
men at miste sig selv, kan foregå ganske upåagtet."
Søren Kierkegaard
Tænk på dig selv som en 1000 kr. seddel.
Mister den værdi hvis nogen taler dårligt til den eller om den?
Mister den værdi hvis nogen tramper på den?
Mister den værdi hvis nogen river den midt over eller spytter på den?
– Nej vel, den er stadig 1000 kr. værd.
Lige meget hvad man gør ved den, vil den aldrig miste sin værdi og blive til 50 kr!
På samme måde er det med dig! Lige meget hvad folk gør ved dig, mister du aldrig din værdi!
Kilde: Girltalk.dk om selvværd her!
- MEN TAK fordi du besøger min side
og er interesseret i at vide
eller PRØVE
at finde ud af HVEM JEG
som personen bag billederne og siden ER! 
Det store er ikke at være enten det ene eller det andet - men at være sig selv
- og det formår hvert eneste menneske, hvis det vil.
Søren Kierkegaard
Eller for at citere Jern-Henrik:
Det bedste du kan gøre her i livet er
- at blive smaddergo' til at være DIG!
Qnuz
Linda
Klik me a hug for direkt mail
Copyright © Linda Christensen
"Og hvor gammel er man så?" - hvor gammel er man egentlig når man nogle gange reagerer som et lille omsorgssøgende barn, andre gange som en ustyrlig, rebelsk, selvbestemmende teen-ager og når dåbsattesten siger noget helt andet og man stadig ikke altid er i stand til at tage vare på sig selv? Hvor mon den er den røde tråd? - der bliver meget sort/hvid nogle gange - man må for fanden da (ENGANG) blive til noget! Tvillingetegnet desuden repræsenteret for det er jeg født i og undrer mig nogle gange om nogen mon har set min bedre halvdel? Akryl på lærred 80 x 100 cm (PS: øjnene er lavet som Tuborg mærkater og brysterne har "rød mand" STOP og "grøn mand" GÅ - det kan være lidt svært at se!) c;)
Se flere billeder med forklaringer her:
Dette musikstykke der spiller her forklarer meget godt hvordan det er at være identitetsløs og forvirret: her er teksten dertil
Sarah West: Glem mig
Se de kigger og de nikker når de ser hvad jeg kan
men indeni er jeg en fiasko, intet værd ikke sand
Når jeg kigger på mig selv, vil jeg væk herfra
hvis du spørger hvem jeg er, har jeg intet svar
stod det til mig
var jeg allerde væk
Glem mig
jeg er allerede væk
Glem mig
yeah,yeah,yeah
Hjælp mig
Mine øjne flakker hurtigt rundt
hvor er mit håb?
I tror jeg ejer hele verden
men jeg har intet at leve for
Nej nej nej nej nej nej
Jeg vil ikke mer
er der ingen der ser
hvor slemt det er?
Glem mig,
jeg er allerede væk
glem mig
yeah yeah yeah
Jeg er ikke den eneste der råber om hjælp
vi er mange der ikke kan hjælpe os selv
jeg har glemt hvem jeg er, hvad jeg skal og hvad jeg vil
skal jeg virkelig fortælle det
en gang til?
hjælp mig!
Her kan du finde en stor samling:
For mere viden om min historie osv.
Se her:
+ om BORDERLINE OG ANDRE PSYKISKE LIDELSER:
Prøv selv at medicinere disse ulykkelige sjæle med lykkepiller
- men husk at ramme dem alle og ikke give nogen for meget..
og der er mange flere links til spil på siden her:
TAKE CARE!
EXPLORE MY WORLD
KLIK TO GOTO SELVTERAPEUTISKKUNST