Man gør hvad man kan… og man kan hvad man vil!

At udvikle en borderline personlighedsforstyrrelse, med alle dens ubevidste men sommetider ret umodne forsvarsmekanismer og uhensigtsmæssige handlemønstre, har man været NØD til for at overleve, men på trods af lidelsens mange problematikker har mange dog også mange ressourcer, som kan give livsmodet tilbage, hvis man med dem og den rette behandling får lov at vokse og udvikle sig i sit eget tempo…

At gå gennem hele sin barndom og ungdom velvidende, at man ikke er helt som de andre – at ens følelser ikke kan rummes, men må fortrænges, og at man har nogle mærkelige tanker, som man ikke tør dele med nogen, giver enormt meget ensomheds- og tomhedsfølelse og en følelse af at stå udenfor sammenholdet og fællesskabet i visse situationer og jeg havde selv en fornemmelse af at mine venner, familie og bekendte kendte ikke mig – som den jeg var, men så kun det jeg udadtil viste – de så ikke hvordan jeg ofte græd mig i søvn, hvordan jeg sommetider skar mig i desperation over alle de følelser jeg ikke kunne vise og rumme indeni… de så mig ikke, når jeg var alene, hvor forfærdeligt det var og hvor meget jeg bare ønskede at dø - jeg hadede mig selv og kunne ikke holde mig selv og det liv jeg levede ud og jeg søgte i perioder tilflugt til mine hemmelige steder i naturen, hvor jeg skar mig, skrev i min dagbog, skrev digte og tænkte alle mine tanker om hvordan jeg bedst muligt kunne slippe væk fra denne jord. Det eneste synlige bevis var mine mange rifter og ar på arme og ben, men som jeg bortforklarede eller skjulte på bedste vis…

Hvad de så var en udadtil glad, lidt forsigtig og forsagt pige – der dog skejede ud til fester, blandt venner og seksuelt – som havde mange, men meget skiftende venner og bekendte og som klarede sig godt i skolen og spillede håndbold igennem mange år, men det var jo langt fra HELE sandheden… jeg var om altid i tvivl om hvad jeg ville og kunne og mine selvmordsforsøg op igennem årene blev aldrig rigtig taget alvorligt. De blev behandlet på overfladen, men ingen kunne trænge igennem til hvad det i virkeligheden drejede sig om…

Sandheden kom for alvor op til overfladen i år 2000, hvor det slog helt klik for mig – efter at have gået rundt med en depressionslignende modløshed længe, og da jeg stødte på en mand som havde voldtaget mig 12 år før, så indlagde min egen praktiserende læge mig på den lukkede, og det blev starten på mit liv i det psykiatriske system – hvor jeg har haft min gang og min behandling siden – det har været turbulent og har krævet mange ofre – værst selvfølgelig min dengang lille søn, der fik bopæl hos sin far, da vi gik fra hinanden, da flere og lange indlæggelser på skiftevis lukket og åben afdelinger tærede på forholdet, helt galt var det første gang med fast vagt 24 timer i døgnet, ECT (Elektrochok), men det blev også til flere med masser af medicin, mange års individuel psykoterapi – en førtidspension og indtil videre over 6 års behandling og aktivering i socialpsykiatrien, samt et års ophold på et trænings- og bosted, hvorefter jeg HAVDE FÅET NOK af medicin, der alligevel ikke virkede i længden længere, men bare blev suppleret med mere og mere, som var jeg en anden forsøgskanin – jeg tog derfor sagen i egen hånd og droppede medicinen og satsede på terapi og samtaler i stedet, da jeg mente, de havde hjulpet mig mere, trods det, at det var enormt hårdt og krævede megen blod, sved og tårer. Min filosofi var og er dog, at de lukkede afdelinger skærmede mig fra mig selv og mine tanker, da jeg havde det værst. Medicinen dæmpede mine tanker og følelser og holdt mig i live. Terapi af forskellig slags (både psykoterapi, miljøterapi, kognitivterapi, ergoterapi, fysioterapi, og senest nu også et forsøg på gruppeterapi) lærte/lærer mig langsomt om end i varieret grad at have tillid til andre og giver mig rum og plads til at være mig og finde mig selv, samt mere mod på livet… stadig arbejder jeg også i psykiatrisk fysioterapi med at mærke mig selv, rumme mig selv, være i mine følelser, mig selv og min krop, finde en balance og blive bedre til ikke at se tingene så sort/hvidt, men med flere nuancer osv. osv. - for på trods af, at mit liv med depressioner og personlighedsforstyrrelsen borderline i dag er meget bedre og ikke længere i samme grad er plaget af decideret depressioner, små psykoser, dissociation, selvskade og invaliderende selvmordstanker og at jeg ikke længere får andet medicin end noget beroligende jeg kan tage efter behov – så er der stadig mange andre problematikker forbundet med det også, specielt med relationer, nærhed, selvstændiggørelse, idealisering/devaluering af mig selv og andre, alt/intet indstilling, humørsvingninger osv. der volder både mig og mine omgivelser mange kvaler og konflikter, for med en jeg-svag/grænseløs personlighed er det svært at finde sig selv og afgrænse sig selv i forhold til omverdenen, hvis man selv / andre overskrider grænser, da de er lidt flydende og ofte ikke kan mærkes før end de ER overskredet, så kører man på for hårdt / forsvarer instinktivt sit svage jeg eller på den anden side opgiver helt og holdent – der er ofte ingen gylden mellemvej, når man lever med denne personligheds-forstyrrelse.. 

Det med at finde sig selv – drejer sig også om at finde de eller netop den ting, som man er god til og finder glæde ved, for at få noget indhold i sit liv, og det kan netop være svært, når man er så langt nede og ikke kan se ud over sin egen elendigheds skyklapper – så der skal man sommetider have hjælp til at finde sine ressourcer og ikke kun se sine begrænsninger.

Der har de i socialpsykiatrien hjulpet mig meget ved at holde mig i gang med passende opgaver, der for mig individuelt som enkeltperson giver mening og der helst ikke skulle være hverken for store eller for små – for nederlag har man mødt nok af på sin vej, men disse ting skulle gerne være afpasset efter hvor meget man magter på netop det tidspunkt og også lige præcis den dag, da det svinger meget og hurtigt – samt de har forsøgt at spore sig ind på hvor mine interesser ligger og førhen har lagt, støttet mig og dermed hjulpet mig til at finde mig selv… og ikke mindst fastholde mig i mig selv og finde ud af med mig selv, hvem jeg er og hvad jeg kan og vil…

Min kreativitet har fået lov at blomstre – først med pc - opslag, pjecer osv. og siden med mere ansvar i den Psyk. Info. hvor jeg til dagligt er bruger og medarbejder som en del af socialpsyk. og også støttet mig mht. det at male – og hvor nogle succes oplevelser med  f.eks. at jeg sidste år færdiggjorde 2 HF enkeltfag i billedkunst og psykologi, som mine helt store interesser. Samt udstillinger og udgivelse af et billede til en plakat osv. har givet mig mod på at fortsætte den vej, og hvor jeg i min meget Selvterapeutiske Kunst får mange af mine tanker, følelser og indre konflikter ud den vej som en form for sublimering, der er en mere konstruktiv forsvarsmekanisme, som vi mange kreative sjæle kan være stolte over at bruge, modsat de mange uhensigtsmæssige, der ubevidst iværksættes for at undgå eller mindske angst og ubehag, så det giver mig utrolig meget at lave – jeg kan igennem kunsten på forsvarlig vis komme i nærheden af mine indre dilemmaer og dæmoner og dermed gøre dem bevidste for mig selv og få dem bearbejdet, når ord ikke synes at virke til at udtrykke mig med i første omgang. Derfor spurgte jeg også inde på Borderlineforeningens forum, om der var andre der havde lyst og mod på en udstilling sammen om borderline, og det var der mange der havde – samt også mange der kunne andre ting. Så derfor blev det til en hel uge – HVOR VI I VIBORG GIK HELE LINEN UD – BORDERLINEN i april 2007 og viste noget af alt det vi også kan eller kan på trods af vores fælles lidelse borderline – samt med mange foredrag og informationer om borderline af både behandlere, pårørende og med mange personlige beretninger – så der kunne komme mere fokus på det at leve med og have denne psykiske lidelse tæt på, på behandlingen og på patientforeningen Borderlineforeningen ( www.borderlineforeningen.dk )– hvor jeg også sidder i bestyrelsen og hvor vi har et sammenhold og en forståelse for hinanden på vores forum på nettet – vi støtter og bakker hinanden op ”in both good times and bad times” og derigennem har jeg og mange andre også kunnet føle sig som en del af et fællesskab med ligesindede, der forstår og ved hvad det er man tit og ofte gennemgår af tumult og kaos indeni .

Så nuhar jeg langt om længe fundet en mening med al galskaben og fundet ud af HVAD jeg vil!

Jeg VIL og KAN fortælle min historie, via mine digte og billeder, skulpturer, osv.
Dvs. min Selvterapeutiske Kunst,
for jeg VED nu og tror nu på at jeg KAN male og være kreativ, og at jeg nyyyyder det..

Det og de sager, som f.eks. i Borderlineforeningen og i Psyk. Info jeg der kan bidrage med til og som jeg kæmper for og tror på, er mit faste holdepunkt i livet - selv når jeg tvivler på alt andet og hvorfor ikke bruge mine livserfaringer og mine ressourcer… så de måske kan komme til gavn for andre… samtidig med at jeg som sagt selv NYDER og får så MEGET ud af at lave det!

Som Søren Kierkegaard har udtalt:

 Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen.

Personligt mener jeg dog ikke at jeg ER borderliner, jeg ER IKKE min diagnose, jeg HAR en diagnose – en personlig-hedsforstyrrelse som er borderline, men den er ikke alt hvad jeg er og langt fra hele min identitet eller personlighed, hvormed jeg også mener, at det er vigtigt for mig også at have et fællesskab med andre om andre ting, finde frem til og dyrke den positive og sunde del af personligheden så meget som muligt og derned styrke mit svage jeg, når lidelsen IKKE taler, men jeg tror det er en hel proces at acceptere og vedkende at man har borderline eller en anden psykisk lidelse, arbejde med den, vide hvornår det er den der taler og skaber konflikter indeni og forholde sig til, hvad der sker indeni og senere løsrive sig fra klistermærket, man har fået sat på sig, på helst de rette tidspunkter.

Men fællesskab med andre, der kan rumme ens svingende følelser og alle ens sider, selv dem man ikke altid selv bryder sig om, hvormed man FORHÅBENTLIGT også selv kan blive fortrolig med og vedkende sig HELE sig selv i længden og finde og nå ind til sig selv, hvor man finder hvile i sig selv – uden alt for store indre konflikter og se på sine ressourcer – hvormed man kan få en funktion og en betydning for det man kan og OGSÅ er – og ikke kun fokusere på sine begrænsninger, og sig selv, når fortidens spøgelser dukker op indeni og skaber konflikter mellem intellekt og følelser, er om noget det der har hjulpet mig videre. De negative ting, man i sit liv har oplevet og hørt, har det med at fæstne sig i hukommelsen som en slags beskyttelse hvis og når det sker igen – men de positive ting skal man sommetider have hjælp til at støve frem og huske på… at de OGSÅ findes – FOR DET GØR DE – ”Man sir' at over skyerne, er himlen altid blå ...” – som Anne Linnet sang i ”Tusind Stykker”… men ... ”Det kan vær' svært at forstå, når man ik' kan' se den.”

Håber dermed at jeg, med min fortælling om min historie her, kan være med til at udgyde håb til andre der lider, og vise at der findes lys for enden af selv den mørkeste tunnel, dermed har mine erfaringer heller ikke været forgæves, men der er en mening med galskaben – hvis man med den kan hjælpe andre… ”Og man sir' at efter stormens pisken kommer solen frem” - fortsætter Anne Linnet så smukt i hendes sang, og at man kan meget mere end man lige tror, man skal bare turde prøve nogle ting af i et passende og realistisk tempo, have eller oparbejde tillid til sine behandlere, og finde frem til den terapiform der bedst muligt kan hjælpe én videre, samt evt. få hjælp til finde det frem man kan og vil, og som man måske endda er eller kan blive god til …

Linda Christensen www.123hjemmeside.dk/selvterapetiskkunst

- medlem af bestyrelsen i www.borderlineforeningen.dk

- bruger og medarbejder i www.psykinfoviborg.dk   

Publiceret i PDF her: http://www.borderlineforeningen.dk/images/beretninger/beretning_linda.pdf

Hvad der er afgørende for at kunne komme sig (RECOVER) fra psykiske lidelser ifl. Alain Topor:


RED.: RECOVERY begrebet, som beskrevet af bl.a. Alain Topor var banebrydende i DK omkring det at komme sig fra psykisk sygdom, for hvor det at komme sig fra psykiske lidelser før var meget mere flydende og abstrakt, så har han og mange andre bl.a. Patricia Deegan og danske Pernille Jensen osv. hjulpet os med at sætte ord (og tal ) på, hvad der gør sig gældende for at man kan komme sig fra psykiske lidelser.


Samt givet håb og fornyet tro til alle (os) psykiske syge

- AT DET ER MULIGT AT KOMME SIG
OG LEVE ET FORNUFTIGT OG ACCEPTABELT LIV
MED EN PSYKISK LIDELSE.

Alain Topor har i sine undersøgelser lagt vægt på 3 ting, som er afgørende for om mennesker kommer sig efter alvorlig psykisk lidelse

1.
At det er vigtigt, at man finder en mening med livet og med sin hverdag - hvad det er, er underordnet, bare det er noget som giver mening for én selv.


2.
Man skal selv være herre i eget hus og skal træffe sine egne beslutninger og have mulighed for at vælge tilbud til eller fra og dermed være ansvarlig og lære at klare sig selvstændigt . Man er selv personen bag foretagenet og man skal selv bidrage og tage ansvar for at blive rask. Det er også vigtigt at man finder noget indholdsrigt at lave i hverdagen, for eksempel en slags beskæftigelse. Man skal kende sine begrænsninger, men absolut også sine ressourcer!


3.
Det er endvidere afgørende, at der er nogle andre personer der bakker én op. Et godt socialt netværk er noget af det vigtigste for at kunne komme sig. Men også behandlernes tro på at man kan klare det er vigtig at have. Nogle folk som giver næring til håb og hjælper med at støve sine ubrugte ressourcer af for at tage dem i brug igen. Folk som sætter processer i gang og som bekræfter én og minder én om, hvad man før eller siden har interesse for. Det er vigtigt at bevare håbet og styrke den del af personligheden, der fortsat er rask, selv når det ser slemt ud.

PACE-modellen deler recovery op i flere enheder:

Recovery-holdningen er at man aldrig må give op, men tro på at mennesker vil komme sig, håbet er eksteremt vigtigt at bevare, både for den psykisk syge selv, behandlere, familie og omgangskreds.

Recovery-relationerer relationer til mennesker som kan lide én og bakker én op, og som man kan stole på.

Recovery-evnerer at tage ansvaret for sig selv og sit liv - at sætte sig personlige mål og stræbe efter dem og at turde give udtryk for følelser, tanker og holdninger.

Recovery-identiteter en identitet som person og hvad man som menneske indeholder og ikke som psykisk syg. Jeg er ikke psykisk syg, men jeg har (haft) en psykisk lidelse.

Recovery-samfundeter at udvikle holdninger om at det at hjælpe andre giver mening i de fleste menneskers liv. At bruge sine erfaringer og ressourcer på den ene eller anden måde og dermed forblive med en tilknytning til samfundet og måske endda opnå social accept der for hvad man præsterer.

Der er 2 vigtige måder hvormed man kan måle recovery på - efter at man ikke længere har behov for hospitalsindlæggelser o.l.:

¨ At komme sig socialt :
Dette betyder at man stadig kan have tegn på psykiske lidelser, for eksempel for den skizofrene kan det være stadig at kunne høre stemmer eller have vrangforestillinger. Symptomerne forhindrer dog ikke én i at leve et tilfredsstillende, accptabelt og uafhængigt liv evt. med en minimal dosis af psykofarmica (RED.: - som f.eks. hovedpersonen i filmen: A Beatiful Mind - KAN forresten VARMT ANBEFALES AT SE!)

¨ At komme sig helt :
Dette ville for den skizofrene betyde at der ikke længere er nogen psykotiske træk at mærke i form af stemmer eller forfølgelsesvanvid, og at personen er vendt tilbage til det funktionsniveau vedkommende have før sygdommen kom i udbrud. Bedring skal være af en vis varighed, og man skal ikke modtage nogen form for behandling af nogen som helst slags psykofarmica - for at kunne komme ind under denne kategori.

(RED.: Jeg har dog lidt svært ved at se HVORNÅR én med personligheds-forstyrrelse kommer ind under katogori 2 - at være kommet sig HELT, for det er da vist lidt sværere at måle...... JEG har været næsten uden medicin i 3 år nu og er velfungerende mht. det praktiske i hverdagen, men det betyder ikke at jeg ikke stadig går under kategori 1 - og har nogle "forhindringer" i hverdagen i forhold til at leve et tilfredsstillende liv...men hvornår kan man ikke forvente yderligere forbedringer?..

BLIVER VIST LIGE NØD TIL AT SPØRGE RECOVERY- EKSPERTEN ALAIN TOPOR OM DET NÆSTE GANG JEG SER HAM - HVIS JEG NOGENSINDE GØR DET IGEN!!! he he! )

HMM!
 Stof til eftertanke jeg er kommet mig HELT,
 men jeg er ikke kommet mig SOCIALT!
- kan man det???

Linda Christensen

Kilder:
Bl.a. tidskrifter om RECOVERY fra Socialpsykiatri samt Alain Topors bøger: Fra Patient til Person + RECOVERY + At komme sig
+ foredrag med Alain Topor.

Frihed til at vælge og gribe sin egen lykke… - om man tør!

Frihed kan være skræmmende, hvis man er blevet tryg ved sit eget fængsel, da friheden da er uforudsigelig contra trygheden man kan opleve ved mere begrænsede valgmuligheder..

 ”Risikerer” man at tage springet ud i friheden og at bevæge sig ud over sine egne tankestreger af tremmer og træffe nogle selvstændige valg, tage nogle beslutninger, gøre sig nogle nye erfaringer, så kan man ikke alene erfare at gøre sin verden større og bredere, men samtidig MÅSKE også gøre sine tidligere (måske knap så gode) erfaringer til mere end en undtagelse end et regelsæt at leve efter..

 Risikabelt ja måske, angstprovokerende ja -  og også svært og enormt ensomt at stå alene med svære beslutninger, men som det gamle ordsprog siger så er de valg man fortryder mest i livet, de valg man ikke traf -  og givetvis vil ikke alle valg i livet være lige gode, men stilstand og bare at flyde med strømmen - gøre som flertallet og som der forventes af én eller at lade sig begrænse for meget af sig selv -  UDEN selv at tage stilling og tage nogle chancer - betegnes i eksistenspsykologien som ”eksistentielt selvmord” - hvilket vil sige at man er fremmedgjort i forhold til sin egen eksistens og identitet - FÆNGSLET- hvor man kan se sit eget liv passere revy for øjnene af én uden selv at deltage aktivt..

Tryghed er rart at have - ja men man KAN også gå hen og leve FOR trygt og bekvemmeligt, specielt hvis det begrænser én for at udforske hvad der ligger udenfor af mange muligheder - men finder man ikke netop sin egen lykke størst og bedst når man selv deltager i sit eget liv, er tro mod sig selv og er det ikke hvad mange længes efter at opleve - kan se, men end ikke tør stræbe efter ? - måske kun og ofte ja opleves lykken i korte øjeblikke, men er de ikke værd at satse på? - og er det ikke mindst lige så risikabelt at lade lykken glide forbi og IKKE turde tage chancen for at gribe den, når den er der?

Jeg ved om nogen til tanker der begrænser og hvor svært det kan være at bryde med dem, MEN NÅR det lykkedes, når man har gjort noget der var svært for én, når man har taget en beslutning om noget svært, når man har set og valgt nye veje osv. - små skridt hen ad vejen - men hvor man ikke går på kompromis med sine inderste værdier, ved jeg også nu hvor skønt det efterfølgende er og hvilken frihed det giver, modsat det mit eget fængsel jeg førhen levede alt for meget i…

Hjernen husker!

Husker du? Og husker du at minde dig selv og andre om lysglimtene i livet!

På borderlineforum kørte der sideløbende og opstartet på samme tid en tråd om hvad det mest negative var nogen havde sagt om én og en anden tråd om modsat det mest positive og hvilken tråd mon udviklede sig mest og hurtigst? ”Take a wild guess!”

Det var den negative og nogle kunne end ikke på stående fod komme i tanke om noget positivt. Skyldes dette så det sort/hvide syn borderlinere er kendt for at skulle have? – eller skyldes det at mange ikke havde oplevet at der blev sagt noget positivt om eller til én? Mit gæt er et forsigtigt nej til begge, det er ikke nødvendigvis hele sandheden, derimod er det psykologisk bevist har jeg læst, at hukommelsen er sådan indrettet at den lagrer ALT det negative der er blevet gjort og sagt til og imod én, for at beskytte sig selv mod det om det skulle ske igen! Positivt eller negativt at dette sker - er en fortolkningssag – som jeg ser det er det simpel forsvar af jeg’et og det sker ganske ubevidst og pr. automatik. Borderlinere er kendt for at være specielt jeg-svage og dermed ekstra sensitive overfor kritik og angreb på jeg’et og har derfor brug for ekstra mange forsvarsmekanismer til at beskytte sig selv med.

MEN HVIS hjernen så selv skulle være i stand til at huske på alt det negative, er det så ikke også ekstra vigtigt at minde sig selv og andre om det positive – der trods alt også sker, så dette ikke går i glemme bogen og bliver overskygget af alt det negative mange har oplevet? Jeg undrer..  Ydermere med tildens til depressionslignende tilstande er der tillige ekstra stor tilbøjelighed til et pessimistisk livssyn. Derfor er det vigtigt at huske sig selv og hinanden på ALLE de gode ting der trods alt også er i livet – rose hinanden og støtte hinanden bedst muligt! Det synes jeg faktisk også at vi på forum som regel er gode til at give plads og rum til både sejre og nederlag og støtte og hjælpe hinanden i begge og være der for hinanden i både ”good times” og ”bad times”.

Lykken og de positive ting i livet er ikke alle forundt hele tiden og findes ofte kun i momentane glimt – så derfor gælder det om at holde fast i dem og huske sig selv og hinanden på deres tilstedeværelse og vi er ikke kun ansvarlige for vores egen lykke, men også andres. Derfor brug ord med omtanke – de kan være lige så sårende, som hvis man havde skudt med skarpt.  

Man kan ikke ændre verden ”over night”, men man kan starte med sig selv og sin måde at behandle og tiltale andre på, og med det i mente, at de negative ting rammer dybt og sårer ufatteligt meget, så kan man for så vidt muligt undlade at bruge det, end ikke om man selv føler sig angrebet først, selv om det kan være svært. Desuden hvad der evt. kunne såre mig at høre er ikke nødvendigvis lige så sårende for dig, og omvendt, så det kræver gensidig respekt, dialog, forståelse og empati for hinandens forskelligheder. Angreb er ikke nødvendigvis altid det bedste forsvar. Dette er også noget behandlingssystemet og vore andre medmennesker også kunne tage ved lære af og vi kan selv begynde ved at vise vejen, samt skabe dialog om hvad der virker sårende på én – ingen er for så vidt perfekte, men jeg vil i al fald gøre et forsøg, da jeg finder det yderst tankevækkende og ved at end ikke 1.000 positive ting kan gøre godt for én negativ bemærkning der virkelig har ramt én.

Linda Christensen

Overgreb OG selvskade

Da jeg fik denne opgave at skrive om overgreb eller selvskade, tænkte jeg lidt over, hvilken jeg skulle vælge, for de var begge relevante i mit tilfælde, men for mig hænger de lidt sammen på flere måder. Derfor har jeg valgt at beskrive hvordan overgreb for mig har ført til selvskade og dermed mere overgreb pga. selvhad, samt forsøget på at stoppe den onde cirkel, tænke bedre og tage bedre vare om sig selv, og forsøget på at komme videre, skabe sig et liv. Det lykkedes ikke altid helt, men jeg er på rette vej.

Det første overgreb, hvilket for mig var en voldtægt i en alder af 14 år, betød starten på mange års forsøg på fortrængning, for jeg havde ikke nogen at tale med det om, jeg stolede på ikke på nogen, og rygterne gik om, at vi havde været sammen, så jeg havde jo sikkert også selv været skyld i det. Hvilket igen ledte hen mod et enormt selvhad, selvdestruktiv og promiskuøs adfærd (sex med mange tilfældige) for det var det ry jeg havde fået, og det blev hele min identitet, dissociation med blackouts, hvor jeg slet ikke var til stede, samt flere selviscenesatte overgreb, hvor jeg ikke magtede at passe på mig selv, for jeg havde jo ikke fortjent bedre. Når jeg en sjælden gang var i længerevarende forhold forstod jeg ikke HVORFOR kæresten elskede MIG, det var jeg da langt fra værd. Sagde han DET, gik jeg straks til modangreb og forlangte og krævede overfor én, der simpelthen var for sød og god ved mig, at han skulle misbruge og hade mig i stedet. Det var nemmere og mere genkendeligt at forholde sig til og forstå, og svarede bedre til det forvrængede selvbillede jeg havde, der var fyldt med selvhad og selvdestruktivitet. Alligevel var jeg totalt afhængig af ikke at være alene, og blev jeg forladt, også selvom jeg selv havde bedt om det, så var jeg ingenting. Alene var jeg og kunne jeg ingenting, jeg var ingenting værd alene og kunne lige så godt ligge mig til at dø, hvilket jeg har forsøgt ved adskillige selvmordsforsøg, bl.a. pga. såkaldte forladthedsdepressioner, skyldfølelser og grumme følelser af tomhed. 

Freud skriver om EROS eller livsopretholdelsesdriften på den ene side og THANATOS eller døds- /selvudslettelsesdriften, som kæmper hver deres kamp, og de har været konstant på krigsstien for mit vedkommende, hvor THANATOS har haft for stor indflydelse og magt, da jeg helt klart længdes og var totalt besat af døden i mange år. Hadede når uskyldige mennesker døde i naturkatastrofer og af meningsløse sygdomme som AIDS og kræft, når jeg stadig var i live. Hvorfor kunne de ikke ramme mig i stedet, som havde fortjent det? Forgudede de som døde ”martyrdøden” i mine øjne, ved at have modet og mulighederne for at begå selvmord. OG HVOR SYGT ER DET? Men det forblev ligesom alt andet mine egne selvbesættende tanker og indeklemte hemmeligheder.

Selvskade er dermed langt fra ”KUN” at skære sig, som mange forbinder det med; men det har jeg også brugt meget (og gør stadig en sjælden gang), som et forsøg på at dulme og overdøve det indre kaos af ubærlige, ambivalente følelser, samt alt for mange forsøg på at fortrænge og indeholde dem og de ubærlige hemmeligheder og enorme skyldfølelse og selvhad, jeg konstant blev mindet om og som hjemsøger mig til stadighed i svære situationer og om natten. Piller og andet skidt har også været flittigt brugt af samme grunde og efterlader ingen synlige ar at bortforklare og skjule, hvilket altid har været min (under negativ påvirkning) mening at de skulle.  

Selvskade har dermed haft grobund i ungdommens overgreb, hemmeligholdelse, skyldfølelse og det deraf forfærdelige selvhad og mistillid til andre mennesker og til verden generelt som hamrende uretfærdig. Hvilket altså igen førte til grænseoverskridende overgreb, som jeg selv gjorde mig skyldig i og fortjent til. Men selvfølgelig har barndommens manglende autonomi og selvstændiggørelse (dvs. det at kunne afgrænse, beskytte og definere sig selv) også været en medskyldig faktor. Mistillid stammer også fra det faktum at jeg ikke har følt mig set, hørt og forstået som et selvstændigt individ, hvormed jeg efterhånden gav op og blev enormt usynlig og lille, uden stemme, kunne ikke tillade mig at give udtryk for egne tanker, meninger, holdninger og følelser, der føles som ret uinteressante for andres vedkommende. Samt ude af stand til at træffe selvstændige valg.

Jeg har været i behandlingskrævet regi i mere end 5 år, men er endelig ved at komme videre i mit liv og have mig et liv, hvor det i det mindste er til at holde ud at være mig i værste situationer, og hvor jeg faktisk finder indhold, mening, selvkontrol og glæde for det meste i min hverdag alene såvel sammen med andre, men hvor der dog stadig opstår (næsten) uløselige konflikter gang på gang, som betyder at jeg trækker mig før eller hvis jeg føler mig svigtet. Jeg har definitivt fravalgt døden som den eneste udvej (siger jeg endnu engang, men denne gang MENER jeg det!), men har i stedet forsøgt desperat at arbejde med mig selv, og at finde mening og forståelse via terapi, samtaler, selvransagelse, litteratur og undervisning, samt det at komme til udtryk på skrift og via billeder, hvor jeg altid har haft mine forcer i modsætning til det verbale. Desuden har behandlerne udvist stor tålmodighed og opbygget tillid, som jeg har haft brug for, så jeg behøver ikke længere gå alene med alle mine problemer, men kan få læsset af, når det er ved at koge over, dog kun i det omfang, at jeg ikke føler mig som en pestilens. Ensomheden og følelsen af at være anderledes er heller ikke længere så stort et problem, da jeg ikke er alene om alle disse problemstillinger, samt ikke behøver have så mange hemmeligheder længere og har mødt mange andre i lignende situationer med nogle af de samme problemstillinger ved mine indlæggelser, i min hverdag og på denne vidunderlige forenings forum på nettet. Det er rart at føle sig forstået af ligesindede, der kender til, hvad man beskriver på egen krop, og ikke kun fra, hvad de har læst og lært om.

Jeg er ved at skabe mig en selvstændig identitet, som ingen har udstukket mig eller tillagt mig, og som heller ikke kun består af problemerne og sygdommen borderline, for jeg er IKKE BORDERLINER, mærkeligt at kun psykiske lidelser og udviklingshæmmede har denne identifikation med sygdomme, man siger jo ikke indenfor fysiske sygdomme: ”jeg er et åbnet benbrud” eller ”jeg er kræft”, men ja, jeg lider af sygdommen borderline, som stadig skaber nogle problemer for min hverdag, men de skal ikke have lov at fylde det hele og forhindre mig i at leve. FOR JEG ER I LIVE OG JEG ER VED AT LÆRE AT LEVE med min borderline og min bagage og skeletter i skabet, som altid vil forfølge mig, men som er blevet en del lettere at bære på!