Jeg har igennem mange år skrevet digte og historier og man kan derigennem følge hele min udvikling fra ungdom til voksen, ca. år 1989 - 2003, samt følge min udvikling igennem min behandling for min psykiske lidelse EUP - borderline, siden år 2000 med både medgang og modgang. Hvor det ofte har været to skridt frem og et tilbage. Hele bogen er på ca. 200 sider, så jeg har set mig nødsaget til at redigere og indsamle det vigtigste her på hjemmesiden, men jeg håber at det stadig kan give mening, og at nogle måske kan blive klogere på MIG, sig selv og andre, ved at relatere til min indre selvterapeutiske, lyriske verden, som den da så ud for mig, da min sygdom for alvor farvede mit sind. 
Det har været en kamp at nå hertil - hvor jeg er idag. - som stadig ikke er ideel  - men dog en hel del bedre (i al fald lidt mere nuanceret) på mange punkter

Men HVIS min historie og erfaringer kan bruges til at hjælpe andre
- så har det ikke været helt forgæves.

Og det at jeg kom igennem det
og dermed lever til at fortælle om det forpligter!
Det er ikke en tilværelse og et liv jeg ønsker for min værste fjende!

Jeg skal lige nævne at jeg oftest har skrevet mest i modgang, men der har også været gode stunder ind imellem.
Men det at skrive digte hjalp mig med at få samling på mine tanker på papiret og mine forbudte tanker fik dermed et frirum
- da jeg ikke formåede at dele dem med nogen,
FØR jeg opnåede den tillid i min behandling og det tog laaaang tid.   

   Qnuz Linda    
Klik me a hug for direkt mail 



  se også del 2   & del 3 på de næste sider....

Copyright © Linda

KLASSISK MUSIK TIL HER I RADIOEN:
(du kan selv slukke hvis du ikke vil høre det!)
 

EXPLORE MY WORLD
KLIK TO GOTO SELVTERAPEUTISKKUNST

(flest digte fra de senere år, da mange af de første blev destrueret  efter hjemkomsten fra Kenya som et forsøg på at starte forfra og glemme det forgangne)

Disse digte er skrevet i nattens mulm og mørke i et desperat forsøg på at komme videre med mit liv. Efter 2 ubemærkede selvmordsforsøg og utallige selvbeskadende handlinger kæmper jeg med tanker og følelser, som jeg ikke kan hitte rede i.

Utallige år har jeg gemt mig bag roller og masker for at beskytte mig selv mod skuffelser og smerter, befriet mig selv for besværlige følelser; men pludselig en dag kan hovedet ikke længere rumme dem. Masken krakelerer, og man bliver sart, da følelser og tanker nu kan få frit løb. Man kan ikke længere gemme sig, men er fuldstændig blottet, hvilket afskrækker én.

De såkaldte ”lykkepiller”, samtaler med min egen læge, samt vigtigst af alt disse nætter, hvor tankerne får frit løb på papiret, og en ny kæreste har hjulpet mig godt på vej. Problemet er så at komme videre, skabe mig et liv uden rollerne og maskerne; men jeg er så lille og sart uden dem. Så kan jeg ikke længere lyve overfor mig selv eller andre, men må vedkende mig mine følelser, hvilket er svært, da jeg har fortrængt dem alt for længe. Jeg har levet alene i min beskyttende skal så længe, at jeg er ensom, selv sammen med andre, for personen, de taler med, er ikke mig, men kun en skygge af min personlighed.

Skriver jeg derimod, kan jeg ikke lyve overfor mig selv eller andre.

Tankerne er ikke tænkt igennem, før de havner på papiret; men her giver de pludselig mening, og jeg kan lære mig selv bedre at kende, og måske med tiden turde smide maskerne og turde være mig selv. Lille og sart med følelser jeg kan forstå og ikke er flov over at vise.

.

Fængslet.

Jeg er fængslet i mine egne tanker

Fængslet i mine egne følelser

Fængslet i min egen lille verden

Jeg tænker kun på dig

Men tør ikke sige det

Jeg føler noget for dig

Men tør ikke indrømme det

Jeg lever i min egen lille verden

Og vil mægtig gerne ud

Men du er den eneste der kan hjælpe

Hjælpe mig med mine tanker

Hjælpe mig med mine følelser

Hjælpe mig ud af min egen lille verden

DU skal blot tænke på mig

DU skal blot føle kærligheden

DU skal blot tage mig ind i din egen lille verden

Så vil vi tænke på hinanden

Så vil vi elske hinanden

Så vil vi leve i VORES egen lille verden.

Mit ”hemmelige” sted

Der i skyggen af bakkerne

Ligger mit hemmelige sted

Der hvor vi legede som børn

Byggede huler

Og legede røvere og soldater

Og hvor jeg siden har sat

På stenene og tænkt over livet

Sunget sørgelige sange

Og grædt over ulykkelig kærlighed

Mit hemmelige sted

Skjult for omverdenen

Snart går jeg derned igen

Og tænker mine sidste tanker

Synger mine sidste sange

Græder mine sidste tårer

Mit hemmelige sted

Ved verdens ende.

Tabu

De siger, at livet har sine op- og nedture

Det kan jeg godt affinde mig med

Hvis blot jeg havde nogen at tale med

Nogen jeg turde betro mig til

Problemerne virker så store

I mit lille, indesluttede hoved

Jeg føler det snart vil eksplodere!

Alle har glemt, hvad der skete

Hvad jeg gjorde

Det er tabu, forbudt at tale om

Men de ved ikke

At det netop var et råb om hjælp

Jeg kan ikke klare det alene

Jeg behøver hjælp

Man siger, at tale er sølv

Men tavshed er guld

Det passer ikke altid.

Gider ikke længere

Jeg er træt af al den selvmedlidenhed

Hver dag der går

Mister jeg en del af mig selv

Jeg ligger i min seng dagen lang

Gider ikke stå op

Gider ikke spise eller drikke

Gider ikke noget som helst

Jeg er træt af ensomheden

Træt af bare at være til

Jeg kæmper imod selvmedlidenheden

Ensomheden og livet

Imod mine egne tanker, følelser og minder

Men jeg kan ikke længere sejre

Jeg er for svag til at blive ved

For svag, for træt eller for ligeglad

Jeg gider ikke længere leve

Gider ikke længere noget som helst

Mennesker som jeg

Søvnen er en flugt

Behagelig, blød

Den evige søvn er en nem

Og god løsning

For mennesker, som jeg

Mennesker, som ikke

Tør se verden i øjnene

For mennesker, der synes

Grænsen er nået

Mennesker, som ikke

Har noget at leve for længere

Ingen kærlighed, ingen svar

Hvad kan man andet end at flygte?

Verden er hård mod alle

Og er man lille og overset – uden muligheder

Synes det hele håbløst

Alt udenfor mit lukkede værelse

Synes uvirkeligt

Mit blå kabinet

Der holder dæmonerne ude

Men ikke de frygtelige negative tanker

Mit råb om hjælp blev ikke hørt

Så hvad gør man så

Med mennesker som jeg?

Verden derude

Når jeg går gennem byen

Ser jeg unge ligesom jeg

Der kysser og krammer

Der snakker og griner

Og jeg føler mig så alene

Herhjemme på mit værelse

Kan jeg føle mig tryg

Her ser jeg ikke verden derude

Jeg ser ikke, at andre morer sig

Derude et eller andet sted

Jeg ser ikke, at jeg er alene

Jeg føler ikke ensomheden

Herhjemme på mit værelse

Føler jeg ingenting

Jeg lukker mig inde i mig selv

Og verden ud af mit liv.

Den lille pige på gyngen

Jeg ser en lille pige gynge på legepladsen

Hun er stadig så lille og uskyldig

Så uforstående, men dog så klog

Hun har endnu ikke mødt

Verdens sorger og bekymringer

Endnu har ingen ødelagt hende

Hun tager alting, som det kommer

Udforsker verden og sine egne grænser

Endnu er verden så lille for hende

Jeg ville ønske, at jeg endnu var som hende

Så fuld af liv og glade dage

Men jeg har en fortid, jeg ikke kan glemme

Grusomme minder

Jeg ikke længere kan fortrænge

Jeg har begået så mange dumheder

Såret så mange mennesker

Har aldrig lært at elske og blive elsket

Men i stedet fortrængt mine følelser

Måske af frygt for selv at blive såret

Den lille pige falder af sin gynge

Hendes bror trøster hende lidt

Og hun kravler atter op på gyngen

Hvis jeg dog bare kunne kravle op igen

Lære at vise mine følelser

I stedet for bare at give op.

Kære Gud

Jeg takker Gud for dette liv, jeg har fået skænket

Og jeg beder ham tilgive mig

At jeg ikke har brugt det bedre

Samt tilgive, at jeg nu ønsker at ende det

Jeg har ikke længere noget at leve for

Og jeg ser mig selv forsvinde ind i mig selv

Jeg har ikke længere nogen at tale med

Men lever i min egen lille verden

Nogle vil måske sige, at det er egoistisk

Bare sådan at give op

Men alle ville være bedre tjent uden mig.

Amen

Minder fra Kenya

I Kenya lærte jeg

Hvad det vil sige

At være med i et fællesskab

Vi dansede og sang

Fortalte historier

Pjattede og legede

Der var vi en forsamling

Hvor ingen af os

Havde nogen fortrin

Vi glemte hudfarve, penge

Fortid og uddannelse

Vi var alle ligestillede

Vi arbejdede alle hårdt

Vores vabler blev til åbne sår

Men vi morede os

Vi levede livet

Nu længes jeg tilbage til Kenya

Men jeg har kun minderne tilbage.

The River

What happens if you refuse the river to flow?

If you put a block infront of it

The river breaks and goes around

But we as humans are not like rivers if we break

We might mess

Therefore instead we do not hide our feelings and problems

But share them with friends

Because friends are there to provide a shoulder to cry on

Mary Mirie, Lodwar, Kenya

Rutsjebanen

Livet har sine op- og nedture

Ligesom en rutsjebane

Men min vogn er afsporet

Den kører længere og længere ned

Gad vide, hvornår bunden er nået?

Jeg kan ikke løfte vognen

Er ikke stærk nok

Vognen er slidt

Og malingen skræller af

Jeg råber om hjælp

Men ingen hører mig

Jeg må have den op på sporet igen

Men hvordan?

Jeg kan ikke gøre det alene.

Døren, der blokerer min vej

Jeg kan se lyset gennem nøglehullet

Jeg har selv låst døren op

Jeg har bedt om hjælp

Alene tør jeg ikke åbne den

Dagen lang ligger jeg i min seng

Kigger febrilsk efter lysstrålen

Kan ikke nå håndtaget

Har svært ved at tale om det

Hvis blot jeg havde en ven

Jeg turde bede om en hånd

I stedet har jeg nu bedt en fremmed om hjælp

Nøglen var dermed sat i låsen

Det var nok det sværeste

Jeg længe har gjort

Problemet er så at komme op af sengen

Få sat ord på tankerne og følelserne

De første skridt er vel altid de sværeste

Men håndtaget kan jeg ikke nå

Jeg behøver én til at tvinge mig

Tving mig til at tale om det

Stil mig en masse spørgsmål

Og forvent et svar til gengæld

Jeg ønsker at se ind bag døren

Men er bange

Der skal vente noget bagved

Noget der kan give mig lysten til at leve igen.

For nedrullede gardiner

Jeg ligger i min seng dagen lang

Fjernsynet kører i døgndrift

Prøvebilledet oplyser rummet

Og tobaksrøgen hænger i luften

Først efter mørkets frembrud

Sminker jeg mig og tager tøj på

Så skal der hentes smøger

Så sent møder man ingen

Jeg gør mig mange tanker

Men jeg hverken griner eller græder

Jeg vil så gerne tale med nogen

Men jeg kan ikke

Derfor holder jeg mig for mig selv

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige

Kan ikke sætte ord på følelserne

Enten er man glad eller ked af det

Men jeg er bare ligeglad

Ligeglad med omverdenen

Den er mig alligevel så fjern

Ligeglad med mit eget liv

Tager ingen beslutninger

Men lader andre tage dem for mig

Passivt lader jeg livet passere

Lukker øjnene

Og trækker gardinerne for.

Min verden

Jeg har opdigtet en verden

Som kun jeg kan leve i

Der er ikke plads til andre

Men her er ensomt

Jeg vil gerne ud til de andre

Er der en plads til mig derude?

Efter alt det jeg har gjort?

Hvis ikke, så lad mig dø

En ensom død

I min egen verden

Jeg klynger mig til håbet

At nogen vil vise mig vejen

Vise mig, hvordan man opfører sig

I en verden

Så fjern fra min egen

Men lige nu står jeg

Med det ene ben i min egen

Og det andet i den virkelige verden.

Nattens stilhed

Længe ligger jeg om natten

Stirrer frem for mig i mørket

Jeg hader stilheden

Frygter den

Kan ikke sove i den ro

Radioen skal helst spille hele natten

Eller katten skal spinde i mit øre

Alt for at undgå stilheden

Tankerne distraherer mig

Kan ikke hitte rede i dem

Derfor finder jeg papiret frem

Pennen får frit løb på papiret

Hvert eneste skrevne ord overrasker mig

Anede ikke jeg havde det i mig

Har ikke tilladt mig selv

At tænke det i fulde drag

Men på papiret giver det pludselig mening

Når jeg ligger det fra mig

Er jeg ikke blot blevet en smule klogere

Men har også fundet den indre ro

Så jeg kan ligge mig til at sove

Drømmer ikke om natten

Men vågner op mange gange i angstens sved

Nærmest i søvne tænder jeg mig en smøg for at vågne

Tager et par hiv

Og falder atter hen igen

En rigtig dårlig vane

Jeg ikke kan vende mig af med

Kun det fyldte askebæger

Samt hullerne i gulvtæppet og dynen

Er et bevis derpå

Hvis nogen vover at vække mig, sparker og slår jeg

Jeg er ganske som katten

Egenrådig og helt min egen

Både om natten og om dagen.

Ud af mørket

Jeg har fundet vejen ud

Men er stadig bange

Hvornår havner jeg der igen?

Der skal ingenting til

Jeg er ikke lykkelig nu

Men har det nogenlunde

Tager en dag af gangen

Tør ikke tænke på fremtiden

Jeg har været længere nede

Helt nede at røre bunden

Det KAN kun gå fremad

Fremad mod et bedre liv

Hvad jeg ønsker af livet ved jeg ikke

Lige nu ønsker jeg bare at komme videre

At komme ud af mørket

Og få fjernet skyklapperne

Så jeg igen tør se livet i øjnene.

Døråbningen

Jeg er kommet op af sengen

Har endda åbnet døren

Nu står jeg i døråbningen

Tør ikke gå hele vejen ud

Og ønsker ikke at se bagud

Livet er for mig, hvad der sker i døråbningen

Jeg møder kun de mennesker, som kommer til mig

Thi jeg bevæger mig ikke

Kommer ikke ud

Og bevæger mig ikke ind igen

Jeg tvinges dog til at kigge over skulderen

Så jeg igen kan gå ud og ind af døråbningen

Uden igen at stå handlingslammet tilbage

I sengen så jeg døden som den eneste udvej

Men jeg er nu kommet op og ønsker at komme videre

Ønsker at jeg igen tør se livet i øjnene.

Tommelidens skæbne

Så lille som Tommeliden

Kæmper hun sin egen kamp

Råber men ingen hører hende

Hendes stemme er for lille og svag

Lyden dør hen, før den når dem

Vinden bærer hende afsted  på bladet

Hvorhen aner hun ikke

Hun bestemmer ikke selv farten og ruten

Menneskene ser hende ikke

De træder på hende, hvis hun ikke passer på

Gaderne er fyldt med travle mennesker

Kun i naturen finder hun ro

Dyrene er hendes venner

De giver hende mad

Og betragter hende som én af dem

Men den lille Tommeliden-pige er ensom

Hun kan ikke kommunikere med dyrene

Og menneskerne hører og ser hende ikke

Hun er helt alene

Hun håber, at skæbnen og vinden vil føre hende til et bedre sted

Et sted hvor menneskene kan høre og se hende

Hvor hun ikke behøver være alene

Blive ignoreret og trådt på

Men selv bestemmer

Hvilken vej vinden bærer hende.


videre til del 2


Copyright © Linda Christensen

EXPLORE MY WORLD
KLIK TO GOTO SELVTERAPEUTISKKUNST


"Det satte hans blod i omløb, og han følte sig foryngret, følte sig som en skulkende skoledreng, fri, trodsig, fri - dette her var en frihed, som han havde erobret med store opofrelser. Ved tanken om, at han var fri og efter behag kunne færdes i naturen, som han forstod bedre end menneskene, der kun havde mishandlet ham og prøvet at ødelægge ham, blev han glad, og al  ufred forsvandt ud af hans sind.. "

August Strindberg